Google har lanceret deres User Deletion API, som du kan bruge til at slette en brugers data fra Google Analytics, baseret på Client ID eller User ID. Lad os kigge på hvordan det virker.

Opdatering 18/6: Det er nu blevet muligt at slette brugerdata direkte i Google Analytics, uden brug af API.

Dokumentation for User Deletion API findes her.

Trin 1: Opret en app på Google Developer Console

For at få adgang til API’et skal du oprette en app. Dette gøres på Google API Console.

Find Analytics API.

Lav en app og klik på “Try this API in APIs Explorer”.

Trin 2: Log ind med din Google konto

I APIs Explorer logger du ind med din Google konto i øverste højre hjørne.

Derefter vælges hvilke API’er der skal have adgang til din Google Analytics konto. Her vælges det nye analytics.user.deletion i bunden.

Trin 3: Opsæt API request

Vælg “Use fields editor”.

I dette eksempel skal der slettes data fra en Google Analytics property, så alle felter undtagen “firebaseProjectId” vælges.

Nu skal vi finde den bruger vi vil slette data for. Her bruger vi Client ID som er det ID der findes i _ga cookien. Fx GA1.2.63935682.1527018192. I fremtiden vil brugere sende deres cookie ID og bede om at blive slettet eller de vil besøge en side på dit site, som automatisk læser cookien og sletter deres data via API’et.

I dette eksempel bruger vi User Explorer rapporten i Google Analytics til at finde et Client ID.

Felterne udfyldes som herunder.

deletionRequestTime: 2018-05-22T00:00:00.0z (tidspunkt for hvornår data skal slettes op til)
id type: CLIENT_ID (kan også sættes til USER_ID eller APP_INSTANCE_ID)
id userId: 63935682.1527018192 (Værdien fra cookien. Bemærk at det forreste GA1.2. fra cookien ikke skal med)
kind: analytics#userDeletionRequest
webPropertyId: UA-11679419-8 (GA property ID)

Tryk “Execute” og requestet bliver sendt. Herefter kan du se det endelige request der blev sendt og hvor lang tid det tog.

Samt svaret der kommer tilbage. Her kan vi se at vi fik en 200 tilbage, så alt gik godt.

Trin 4: Data er slettet

Jeg slettede data for alle tre Client ID’er fra User Explorer herover og efter 10-15 minutter var data slettet. Dette ses ved at User Explorer nu er tom, dvs. dataene vedrørende Client ID er slettet og dataene i Google Analytics kan ikke længere henføres til et Client ID.

Bemærk dog at de aggregerede data stadig findes, så data er ikke slettet, det er kun Client ID’erne der er slettet. Mere om forskellen på aggregerede og beregnede data i Google Anlaytics her.