I går løb Web Analytics Wednesday (WAW) igen af stablen i DSBs lokaler ved Østerport i København.

Arrangementet bliver et større og større tilløbsstykke – i går var der således ca. 50 deltagere.

Har du tidligere deltagtet ved WAW ved du, at arrangementet er en kombination af faglige indlæg og netværk.

Første indlæg i går var fra Webtrekk – der er et tysk Firma, der sælger et Webanalyse system. Desværre var de ikke selv tilstede, men havde i stedet sendt en 20 min. Powerpoint med tilhørende speak (på engelsk). Det var en noget speciel oplevelse, men ser vi bort fra fremførelsen, fik Webtrekk vist, at de har et interessant produkt, som vil konkurrere med fx. Omniture og Webtrends. Det lader til, at Webtrekk har en interesse i at komme ind i Skandinavien (Webtrekk var således også sponsor på en WAW i Sverige for nyligt), uden at jeg dog har hørt, at de har en egenligt fysisk tilstedeværelse – hvilket powerpoint fremførelsen også vidnede om. Med mindre de har planer om at have folk på plads i Danmark tror jeg, at de vil få det svært som betaltbart værktøj.

Dagens andet indlæg kom fra Ivan Bager fra Velux. Han holdt en fin præsentation om vigtigheden af at have forretningsrettede Web KPier. Han delte ud af sin praktiske erfaring fra Velux, der har webaktiviteter i mange lande. En af hans pointer omkring at få mappet alle kørende og kommende webaktiviter til KPIerne, vandt synlig genklang i salen og var et godt praktisk værktøj. Til slut i oplægget brugte han også lidt tid på at kommentere på resultaterne af den undersøgelse vi lavede tidligere på året omkring danske virksomheders brug af webtrackingværktøjer – herunder at det er overraskende at hele 17% ikke bruger noget værktøj.

Aftenen sluttede med lidt mad og snak på gangene.